Efter 15 år som højskolelærer indenfor især design og innovation har jeg et bredt udvalg af workshops om design, arkitektur, idéudvikling og innovation.

Eksempler på workshops er:

Innovation og idégenerering (3 timer – 2 dage)
Med udgangspunkt i Ideboksen introduceres deltagerne for hvad der er udgangspunktet for gode idéer. Hvordan teamspirit, afslappet indstilling til hinanden og uhøjtidelighed er første skridt til innovativ tænkning. Og ikke mindst hvordan man som hold opnår den rette stemning.
Når den rette teamspirit er opnået, introduceres deltagerne for en række opgaver der kan sætte gang i processen. F.eks. “Tegn og gæt” hvor deltagerne får et Tegn og gæt kort stukket i hånden og skal komme på en idé på 20 sek.
Sidst men ikke mindst introduceres en række værktøjer, holdlederen kan bruge, når holdet går i stå. For det sker for alle hold i en proces. Ideboksen indeholder kort til hele processen og kan hjælpe ethvert hold til bedre og mere innovative idéer og processer.
Der medfølger 1 stk. Ideboks ved hver workshop og flere kan selvfølgeligt tilkøbes.

Appdesign og idéudvikling (6-8 timer)
Med udgangspunkt i Nikolajs erfaringer indenfor app-design vil vi se på muligheder og faldgruber indenfor app-verdenen. Men vi skal også arbejde med innovativ tænkning og udvikle vores egne idéer til apps.
Workshoppen er bygget op omkring et oplæg om Nikolajs egne erfaringer med app-design efter at have udviklet og udgivet apps i 6 år, heraf to med stor succes i Danmark. Oplægget vil afsluttes med gode råd og muligheder hvis man selv vil i gang med app-design.
Herefter flytter fokus til innovativ idéudvikling og et foredrag om “Design Thinking”- hvordan vi tænker og hvordan vi med designerens værktøjer kan skabe innovativ idéudvikling. Herefter introduceres deltagerne for “Idéboksen” som er ca. 300 kort til innovativ idéudvikling. Dette sammenkædes i en efterfølgende proces, hvor deltagerne selv skal prøve kræfter med designerens værktøjer og udvikle idéer til fremtidens “Wordfeud”, “Snapchat” eller “Angry Birds”.

Introduktion til IDEO´s metoder til idégenerering (især for undervisere) (3 timer – 2 dage)
Vi gennemfører et projekt som man kan tage direkte med hjem og bruge, med intro-slideshow/oplæg, opgaveformulering m.m.
Opgaven kan skaleres fra 4 timer til 5 uger.
Introduktion til IDEO´s arbejdsmetoder
IDEO er et af verdens største designvirksomheder, og de har udviklet nogle arbejdsmetoder som bruges af mange skoler og virksomheder verden over. Vi starter med at se en beskrivelse af metoderne og se en film lavet om IDEO.
Opdeling i hold
Dernæst deles deltagerne op i hold, men i denne proces, skal de selv skabe en række inter-disciplinære hot-teams, hvor man skal forsøge at skabe grupperne ud fra forskellige evner/baggrunde m.m..
Designopgave
Grupperne får en opgave: Design fastfood emballage til en ny fastfoodkæde.
Dernæst skal grupperne igennem en lynversion af processerne (vil normalt kunne omsættes til alt fra 4 timer til 5 ugers projekt):
Forståelse
Brainstorm efter IDEO´s filosofi om styring af facilitator og regelsæt som skal følges.
Observation
Research – ud af huset og observér brugerne (om muligt – alt efter lokation af workshop)
Syntese
Opsamling af research og brainstorm i et observationboard som præsenteres.
Idéudvikling, rapid prototyping og kvalificering
Nu skal det opsamlede materiale samles i 3 ideer. Disse skal udføres fysisk i hurtige mock-up modeller som præsenteres for holdet. En idé udvælges til færdiggørelse.
Kommunikation
Nu skal denne idé færdiggøres, så gruppen kan kommunikere deres idé til holdet (kunden) og i teorien skal produktet så i:
Implementering. Det er så der produktet udføres og sælges…

Ideboksen – hvordan skaber man innovation i undervisningen? (1-5 timer)
Med udgangspunkt i Ideboksen som er udgivet sammen med bogen “Design Thinking” på forlaget Grafisk Litteratur, handler dette foredrag om at skabe innovativ tænkning i undervisningen!
Hvis du er underviser på en skole, gymnasium eller højere uddannelse, kender du måske til kravet om at eleverne skal lære at tænke innovativt. Men hvordan gør man lige det? Nikolaj har 10 års erfaring med undervisning i design og innovation på højskoler, og har derigennem udviklet en række kort som man som underviser kan bruge til at understøtte innovativ tænkning i undervisningen.
Boksen kan bruges i mange slags undervisning. Både i design og andre kreative fag, men også alle andre hvor ønsket om at få eleverne til at tænke ud af boksen, ikke acceptere den første, den bedste idé og tænke innovativt. Boksen kan bruges i enhver idéproces, både i indledningen, når holdånden skal dannes, i starten af en brainstorm hvor reglerne skal defineres og processen skal skydes i gang. Men ikke mindst når brainstormen går trægt, når holdet trænger til ny inspiration eller bare skal tænke i helt nye baner.
Der medfølger én idéboks til arrangøren af foredraget og yderligere kan købes.

Firmaet skal tænke innovativt
Skal I tænke innovativt i jeres firma? Skal I inspireres til et konkret projekt indenfor design, udvikling eller noget helt tredje? Så få Nikolaj ud og lave en workshop på alt fra 3 timer – 2 dage med udgangspunkt i jeres konkrete projekt.
Med udgangspunkt i Ideboksen vil I blive et (eller flere) bedre team, få en bedre teamspirit når der skal tænkes ud af boksen og få en række værktøjer til at få flere, bedre idéer. Og ikke mindst vil I få en introduktion til hvordan en holdleder i hvert team, kan hjælpe processen på vej, både når det går godt men ikke mindst når holdet går i stå, når I trænger til ny energi eller når tingene går i hårdknude.
Der medfølger 1 stk. Ideboks ved hver workshop og flere kan selvfølgeligt tilkøbes.

Idehockey (2-3 timer)
Hvad er påkrævet for at skabe den perfekte idégenereringsproces? Fokus, entuasiasme, gruppeånd, tryghed og rammer der understøtter mange og innovative idéer. Det kan de fleste nok blive enige om. Men hvad hvis man har en gruppe som har svært ved at skabe disse rammer omkring processen? Mange eksperter fremhæver energizers som en vej til opnå entuasiasme, gruppeånd og tryghed i gruppen. Men min erfaring er, at det også kan gøre det modsatte, for har man en gruppe som har et lidt usikkert fællesskab, er det sjældent sjovt at spille luftguitar eller kaste med imaginære blæksprutter.
Derfor har jeg opfundet idéhockey med et overvældende resultat. Processen kan selvfølgeligt ændres med andre sportsgrene – det er ikke sportsgrenen der er vigtig, men i tidligere workshops fik 20 mennesker genereret omkring 500 idéskitser på 5 kvarter!
Konceptet er:
Udgangspunktet er et emne vi ønsker en bred brainstorm på.
Deltagerne deles op i gruppe af 2-4 personer.
De skal nu skiftesvis spille hockey og få idéer.
Undervejs kan de tjene point ved at score, råbe holdnavn og få idéer.
Løbende får deltagerne benspænd der flytter fokus indenfor brainstormen.
Til slut står vi tilbage med flere hundrede idéer og potentielt en række innovative og vilde idéer lige til at bruge.